Guds trofaste kærlighed mod sit folk

Gud er Israels ægtemand. Det er den teologiske kerne her i kapitel 16 i Ezekiels Bog. Den måde Gud handler med Israel på ned igennem historien er helt bestemt af at Israel er hans hustru. Guds udvælgelse af Israel til sin hustru skyldes alene Guds medlidenhed og frie beslutning. Israel selv havde intet fortrin eller ngoen fortjeneste der gjorde det værdigt til udvælgelsen. Denne forståelse af Israels udvælgelse svarer nøje til et sted i Mosebøgerne hvor der står: "Det er ikke, fordi I er større end alle andre folk, at Herren fattede kærlighed til jer og udvalgte jer; for I er det mindste af alle folk." (5. Mos. 7,7)
Men åndeligt er Jerusalem mere præget af hedenskabet end af Guds Ånd. Derfor lyder dommen over Guds folk: "Du stammer fra kana'anæernes land, og dér blev du født; din far var amorit og din mor hittit." (Ez. 16,3) Det er meget chokerende at Jerusalems etniske slægtskab beskrives som hedensk, når de selv regnede sig for efterkommere af Abraham og derfor medlemmer af Guds udvalgte folk.
Dette princip gælder imidlertid ikke bare Guds udvælgelse af Israel, men også hans udvælgelse af hver enkelt i den kristne menighed. Gud udvælger hverken mennesker på grund af deres intellekt eller på grund af deres position i samfundet, eller fordi de er fromme og gode. Gud udvælger syndere, som ikke er i stand til at præstere nogen retfærdighed, der skulle gøre dem værdige til at blive udvalgt.          Billedet af det forladte, nyfødte barn og den nøgne unge kvinde er en påmindelse til både Israel og de kristne om at Guds udvælgelse alene skyldes hans ufortjente kærlighed. I oldtiden var det ikke ualmindeligt at sætte uønskede børn ud. Derfor var det alene Guds indgriben, der reddede barnets liv. Det går som en rød tråd igennem hele Israels historie i den gamle pagt at folkets oprindelse og overlevelse udelukkende skyldtes Gud. Fx var det kun fordi Gud greb ind, at Sara kunne få løftesønnen Isak. Det var kun fordi Gud greb ind at Jakob og hans familie undgik sultedøden, dengang hans søn Josef stod i spidsen for Egyptens kornkammer. Efter udvandringen fra Egypten indgik Gud en pagt med Israel ved Sinajs bjerg. Pagten gjorde Israel til Guds ejendomsfolk blandt alle folk på jorden. Israel blev dengang Guds brud.
Men desværre misbrugte Israel Guds godhed. Den tillid Israel burde have til ham var blevet til selvtillid, og det førte til et forfærdeligt syindefald. Guds brud var utro mod Gud ved at dyrke afguder. Fordi Israel var Guds hustru, omtaler flere af de jødiske profeter Israels afgudsdyrkelse som hor. Guds folk var på Ezekiels tid kommet ud i et dybt frafald.
Ezekiel siger det meget klart og stærkt her i vores kapitel: "du begyndte at stole på din skønhed i stedet for på mig. Du tilbød dig selv til enhver mand, der kom forbi, og du blev hans." Israel tilhørte Gud, men gav sig selv til andre guder.
Men Ezekiels tale gælder også dem der som medlemmer af den kristne menighed er udvalgt, men har vendt Gud ryggen. Medlemskab af kirken redder ikke et menneske fra Guds dom, hvis det har vendt sig væk fra Gud. Tværtimod gør netop stillingen som Guds udvalgte frafaldet så meget værre. Frafald er hor, og hor er der dødsstraf for!
I en noget bredere forstand er det hele menneskehedens fald der afsløres her. Ethvert menneske –  jøde, kristen eller hedning – har nemlig fået livet fra Gud sammen med menneskelig værdighed og ære og samtidig misbrugt det til synd. Derfor gælder denne afsløring af skamløs synd også os. Og derfor er det også os, Gud med dette kapitel vil drive ind i skamfuld syndserkendelse.
Herren vil ved sin profet afsløre Israels frafald og føre folket til syndserkendelse, så det lukker munden af skam. Det er et godt eksempel på det Paulus taler om i Romerbrevet: "Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud." (Rom. 3,19)
Og det ægteskab som Israel med sit frafald har brudt, vil en dag blive genoprettet på en måde, så det aldrig mere bliver brudt. Årsagen til at Gud på den måde vil vende Israels skæbne er – fuldsætndig som ved udvæglelsen – alene Guds kærlighed til et uværdigt folk. Når Gud genopretter pagten med Israel skal folket nå til en sand erkendelse, både af hvem Gud er og hvem de selv er.
Som kristne må vi konstatere at løftet om at Israel skal få et ret forhold til Gud, endnu ikke er gået i opfyldelse. Flertallet af Israels folk lever i dag som på Ezekiels tid i frafald fra Israels Gud og hans Messias. Men Guds pagt med folket indebærer altså at frafaldet en dag vil blive ophævet.
Af Guds omtale af sit folk skal vi som kristne lære at vi kun er hvad vi er i kraft af Guds ufortjente godhed mod os. Hvis ikke han i sin store barmhjertighed havde udvalgt os i Kristus til at høre ham til, så var vi lige så fortabte som et barn der var uønsket og blev efterladt i det fri, liggende i sit eget blod, for at dø.
 Derfor vil jeg slutte med at citere en bøn fra en åndelig sang "Klippe du som brast for mig". V. 3 lyder sådan her:
 "Intet har til dig bragt, kun ved korsets fod mig lagt. Nøgen bad jeg dig om skjul, nåde for en anskudt fugl, flyver fredløs under ø – tvæt mig, eller jeg må dø!" Amen.