Dave Grossman, der er oberstløjtnant i den amerikanske hær, har forsket i de psykologiske og fysiologiske aspekter i kampsituationer: Hvad sker der i kroppen og i psyken, når man helt bogstaveligt kæmper for livet?
Det har han skrevet en bog om: On Combat – The Psychology and Physiology of Deadly Conflict in War and Peace.
Jeg har ikke læst selve bogen, men læst flere artikler om den. Og den forærede mig et par aha-tanker, som jeg godt vil dele med jer.

Hans måske vigtigste og mest kendte one-liner er nok: ”In combat you don’t rise to the occasion, you sink to the level of your training” – Når man er i kamp, vokser man ikke med opgaven. Tværtimod: Man synker ned til det niveau, man er blevet trænet på.
Han gør simpelt hen op med myten om supersoldaten, der under beskydning holder hovedet koldt og endda udtænker originale udfald og tricks. Langt hovedparten af dygtige soldater reagerer næsten udelukkende på de måder, de er blevet trænet til at reagere på.
 
En anden af hans oneliners er: ”Whatever is drilled in during training, comes out in the other end during combat, no more no less.” Alt det, der er blevet hamret ind i dig gennem træning, kan komme ud i den anden ende i kamp – hverken mere eller mindre.
Han fortæller om en amerikansk betjent, der pludselig befinder sig i ildkamp. Han affyrer to skud – og så bøjer han sig ned og samler sine to tomme hylstre op igen! Selv om svinet stadig står og skyder løs på ham!
For det var sådan, han gjorde på skydebanen …
 
Jeg er bange for, at mange kristne ganske enkelt forsømmer den daglige træning: den årelange lytten til bibelundervisning og forkyndelse, som jeg måske ikke synes, jeg lige står og har brug for her og nu. Terperiet af bibelord, terperiet af salmevers. Lidt ud fra devisen: ”Hvis Gud en dag forsvinder for mig, så må jeg jo tage det derfra – se, hvad jeg finder på. I’ll cross that bridge when I come to it …”
… og når så vi pludselig befinder os i en situation, hvor alt er vendt på hovedet, hvor Gud bliver grusom og uforståelig, og Gud skyder til måls med os med sine giftpile (sådan som Job faktisk ordret udtrykker det!), når tiden er inde til at blive original og opfindsom og finde nye tanker frem, som man aldrig har haft brug for før …
 
… så er man tom. Man har ingenting. Man vokser ikke med opgaven, for man har ingen kræfter, og alt er kaos og mørke. Man har kun det, man har trænet igen og igen, da man ikke syntes, man havde brug for det.
Senere kan det ske, at sorgen og fortvivlelsen udløser kreativitet og originalitet, sådan som Jørn Henrik har sagt det i nogle fantastiske foredrag.
Men ikke, mens kuglerne og giftpilene endnu fløjter om ørerne på en.
Der er ingen intuition, der kan få en til fx at løbe fremad imod en fjende, der vil en til livs – rationelt giver det god mening; men hvis ens rationalitet er sat ud af kraft, fordi man reagerer rent korporligt og instinktivt, så er det kun træning, der kan få en til at løbe fremad.
 
Sådan er der heller ingen intuition, der kan få en til at løbe fremad og kaste sig ind i den Guds favn, der nu for en tid er blevet min fjende. Det er kun det, man har fået hamret ind i kroppen gennem træning, der kan få en til det.
 
Jeg vil lige komme med et personligt eksempel: Her for nogle uger siden på en gåtur i Århus gik jeg og tumlede med en masse virkelig bekymrende tanker. Tanker, som der virkelig var grund til at bekymre sig over, hvor ting virkelig kunne gå rivende galt. Tanker om en usikker fremtid på et vigtigt område i mit liv etc.
Det gør det ikke nemmere, at jeg vistnok har arvet et solidt bekymringsgen fra mine forældre. Min lillebror (som ellers nok kender til store sorger og slag i livet) har ikke en brøkdel af det der bekymringsgen; jeg har åbenbart på det punkt fået hele arven for os begge to.
 
Da slog en tanke ned i mig. En tanke, som overhovedet ikke var ny for mig – en tanke, som jeg vender tilbage til igen og igen, men som jeg åbenbart aldrig kan huske fra gang til gang. Som jeg er nødt til at genopdage fra bunden af hver gang.
Den er enkel indtil det banale. Men den er også i udgangspunktet så pigget og så bitter, at det måske ikke er mærkeligt, at jeg ikke bare kan have den liggende som en hamster ude i kindposen til senere brug. Den skal genfindes, næsten som noget helt nyt – også selv om den slet ikke er ny. Den er, om man så må sige, blevet en del af min træning.
Og havde jeg ikke lært Kristus at kende gennem mange år, var den aldrig faldet mig ind. Det kan jeg sige med sikkerhed.
Den er todelt. Jeg nævner den, fordi andre måske kender til noget lignende, og i håb om, at de kan så oversætte den til den træning, de har med sig:
 
1. Hvis Gud er der, er alt godt. Så gør selv det slemme ikke så meget.
 
2. Hvis Gud ikke er der, er alting alligevel lige meget. Så er der alligevel ikke noget ved noget, og der er ikke mening i nogen ting.
 
Og jeg lever i håbet om det første.
Her er der høvlet helt ned til det rå træ. Alle formildende omstændigheder er borte. Al maling, al finer, al puds og staffage, al rationel teodice er flået af. Vi er nede ved det enklest mulige. Hvis Gud er der, er alt godt.
Men det er også nok.
 
Jeg er for tiden ved at læse Günther Grass’ roman Die Rättin, ”Rottesken”.
Her fortæller han om en organist, der er dødtræt af præstens alt for lange prædikener. Så når han har været alt for langtrukken, så spiller hun som postludium lige så uskyldigt Bachs koral Es ist genug …
Ja, det er nok – også i den dobbeltbetydning, som først gennemtrænger Bachs koral: som Elias’ fortvivlede udbrud i ørkenen: Nu er det nok, Herre, tag mit liv … – es ist genug; so nimm, Herr, meinen Geist!
… men det er også nok som i den paradoksale tillid, som Bach vender det rundt til: Det er nok, når Jesus siger: ”Nu er det nok”. For han kender mit hjerte, og i denne vished stiller jeg min sjæl tilfreds.
 
Han siger til mig: ”Min nåde er dig nok”. Har jeg ham, og har jeg hans nåde, så har jeg nok. Som i Bachs mere kendte: Ich habe genug … – har jeg ham, så har jeg nok.
 
Jeg lever i håbet om, at Gud er der. Men det er ikke et løst, tilfældigt, tvivlsomt håb. Der er gode grunde til at håbe på Gud. Først og fremmest er der Kristus. Han er min gode grund til at håbe på Gud. Kristus er der – og så er Gud der også.
”Hvis Gud er der, er alt godt”.
 
Det er ikke noget, der ligger lige til højrebenet. For det handler jo ikke om den naive børnetro, at der ikke kan ske mig noget slemt, når Guds engle passer på mig. For der kan ske alt muligt slemt – også, når jeg er i Guds hånd.
Men der kan aldrig ske mig noget, som skiller mig fra Guds kærlighed.
Det er ikke bare sådan, at det ikke kan skille mig fra Gud. Men det kan ikke skille mig fra Guds kærlighed.
 
Jeg har undervist i Romerbrevet i mange år. Derfor var det lidt pinligt, da det gik op for mig, at jeg mere eller mindre havde fejllæst den storladne afslutning på kap. 8: ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” – jeg havde mere eller mindre
læst det, som om der stod: ”… kan skille mig fra Gud i Kristus Jesus”.
Altså jeg har åbenbart her og nu mistet Guds kærlighed, for lige for tiden har jeg det ikke godt; men jeg har dog i det mindste stadig Gud på en eller anden måde …
 
Nej. Intet kan skille mig fra Guds kærlighed. Der kan aldrig ske mig noget, hvor hans kærlighed har forladt mig, eller hvor alt er meningsløst.
Hvis Gud er der, er alt godt. Selv det slemme. Selv det værste. For han vil mig det godt. Han er på tronen endnu, hans magt er intakt – og vigtigst:
Hans kærlighed går han aldrig fra.
 
Der er ikke nogen intuitiv indsigt eller nogen rationel slutning, der kan komme frem til dét. Hvis man fx driver traditionel, rationel og logisk ”teodice”, sådan som Leibniz gør det, så ville det være det en tåbelig og tomhjernet påstand. Noget i stil med, at vi lever i den bedste af alle mulige verdener, og at lidelse blot er en plet på Guds store maleri, som fremhæver dets store skønhed – og den slags barnligt og teoretisk ævl. Ævl, som kun
er maling, finer og staffage. Ævl, der aldrig fungerer i praksis.
 
Jeg er ret vild med Homer Simpsons svar i The Simpsons, hvor Bart skal skrive stil om familien og så spørger:
”Far, hvilken religion tilhører du?”
”Arrh, det er jo den der med alle de der fede principper, der bare ikke giver mening i praksis ... øh ... nå ja, kristendommen.”
 
”Hvis Gud er der, er alt godt”. Det giver mening i praksis – men kun, fordi jeg kender Jesus. Og det er præcis den vinkel, som traditionel teodice og Leibniz er så sørgeligt uinteresseret i, fordi den bare spekulerer løs og filosoferer over Gud: Jeg kender kun Guds kærlighed gennem Jesus af Nazaret.
Men hvis man ikke i forvejen er fortrolig med Kristi ansigt, hvis man ikke så at sige er trænet i Kristi tolkning af Guds sindelag, så er det ikke noget, der nogensinde vil ”slå ned i en” som en original tanke. Det kan kun slå ned i en som noget genfundet, som noget, man godt vidste i forvejen, men som man ikke rigtig kunne huske …
 
Hvor har jeg det egentlig fra? – jeg kan ikke tidsfæste nogen omvendelse. Men jeg kan præcist tidsfæste, hvornår det her gik op for mig første gang. På en nytårslejr i KFS i 1975-76 skulle jeg holde bibeltime over Hannas lovsang – en opgave og en tekst, der var ved at knuse mig fuldstændig.
 
Herren dræber, og han gør levende, han sender ned i dødsriget, og han henter op derfra;
Herren gør fattig, og han gør rig, han ydmyger, og han ophøjer. (1 Sam 2)
 
Kendte jeg ikke Gud gennem Kristus, ville sådan en tanke slå mig til jorden.
Nu kender jeg ham gennem Kristus. Og nu slår den mig ikke til jorden.
Nu holder den mig oppe.
Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, siger Paulus.
Jeg vidste det jo godt.
Hvorfor kunne jeg så ikke huske det?
 
Jeg har jo været der før. Alligevel skal det næsten tilrives, tilkæmpes.
Måske også fordi den i afsættet er så pigget og bitter, at den næsten ikke er til at få ind i munden. Den fungerer lidt ligesom en spejlvending af Ezekiels bogrulle: Når man tager den i munden, er den bitter – når man synker den, er den sød som honning. Og selv om man skulle tro, det var løgn, er den så kraftfyldt og befriende, at den bliver til sejr og glæde.
Vi ved, at alt virker sammen til gode – jamen hvor ved vi det fra? Skal vi bare tage teologens ord for det? Det er trods alt noget af det mest usynlige i troens verden; det er ren dårskab; hvor ved Paulus det fra?! Har han bare den uretfærdige fordel, at han som apostel kan se, hvad vi ikke kan se?
Nej. Han ser det samme, som vi ser: ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?”
Han ser Kristus. I Kristi ansigt kan han se, kan han vide, at Gud skænker os alt, at selv det værste virker sammen til gode.
 
Jamen jeg vidste det jo godt.
Hvorfor kunne jeg så ikke huske det?
Fordi jeg må påmindes om det.
Et af NT’s mærkeligste udtryk for forkyndelsen er hypomimnæskå: at påminde: “Derfor vil jeg til stadighed minde (hypomimnæskå) jer om dette, selv om I godt ved det og står fast i den sandhed, som er hos jer..”
 
Her er så lidt til faglig trøst til prædikanter og præster:
Du skal ikke have det dårligt med at sige ting, som folk har hørt før!
Pludselig en dag kan de høre det.
Man ved knap nok selv, hvorfor tiden lige nu var inde. Et eller andet blev vel ”nok”; og så var lydhørhedens tidspunkt pludselig inde …
Det vi har fået, har vi aldrig som fast ejendom. Vi “har ikke grebet det”. Derfor forsvinder det, der ikke hele tiden fornyes. NT skildrer langt hyppigere evangeliet og troen i organiske livsmetaforer end i statiske ejendomsmetaforer: Evangeliet og troen lader sig ikke fastholde og indespærre i besiddelse. Det lader sig kun fastholde i vitalitet. Og derfor
minder den apostolske forkyndelse hele tiden menigheden om det, den godt ved i forvejen!
 
C.Fr. Wisløff i Ordet fra Guds munn (1951, 1963): “Så længe jeg er i verden, vil det derfor stadig være sådan, at kødet knurrer mod Guds vilje. Så længe jeg lever her på jorden, vil evangeliet være nyt, mærkeligt og ufatteligt for kød og blod. Derfor vil jeg altid behøve at høre evangeliet – om og om igen vil hjertet behøve at høre ‘det gamle budskab’, og det vil i en vis forstand være lige ‘nyt’ og mærkeligt for hver gang.”
Jeg taler overhovedet ikke om at tro ud i den blå luft – tro blindt på et eller andet uden at have en eneste god grund til det. Der er gode grunde til at tro på Guds kærlighed også i det værste. De gode grunde ligger bare ikke i en evne til at gennemskue det meningsløse – de ligger i Kristi ansigt.
 
Min egentlige modstander er jo ikke Gud. Det kan godt være, jeg føler, det er ham, jeg er oppe at slås med – men reelt er det jo mig selv. Jeg er min egen værste modstander. Gud er ikke imod mig; han er for mig. Han er på min side. Men det er et alvorligt spørgsmål, om jeg selv er det …
 
Hermed den sidste metafor …
Det er en af de hyppigste grunde til flyulykker, at piloten i en vanskelig situation begynder at stole på sine instinkter og sine sanser, hvad der er op og ned osv – i stedet for at stole på instrumenterne.
Præcis det, der åbenbart skete for kaptajnen på Costa Concordia: - Jeg navigerede på øjemål, fordi jeg kendte dybden godt og havde foretaget manøvren tre eller fire gange. Men denne gang beordrede jeg kursændringen for sent og endte i for lavt vand
- Jeg ved ikke, hvorfor det skete. Jeg er et offer for mine instinkter.
 
Så nu forsøger vi at stole på instrumenterne i stedet for vore egne instinkter og vore egne sanser. Nu vil vi kalibrere vore instrumenter, så de er til at stole på; nu vil vi synge:
 
Kunne noget hænde sig,
som din fromme Fader så,
at det ville skade dig,
måtte du vel bange gå,
men du ved: dig intet sker,
som dig Gud ej tjenligt ser.