Mere end tusind ord
Tidligere bragt i avisen Udfordringen (2004).
Carsten Riis Jensen.
En scene fra en film førte til, at Ivan blev døbt. For Ivan er barn af en ”postmoderne” verden. Han er en 39-årig gift mand, far til tre. Det meste af sit voksenliv levede han væk fra kirken. Men så skete det en aften, at der kom det afgørende øjeblik i George Clooneyfilmen O Brother, Where Art Thou, hvor Ivan besluttede sig for at blive døbt. På et tidspunkt i filmen er der tre fanger, på flugt, som pludselig befinder sig midt i en udendørs religiøs forsamling, hvor mennesker i hvide klæder bevæger sig igennem skoven, for at blive døbt i floden. Imens Alison Krause synger ”Down to the River to Pray”. Der citeres ingen bibelvers i filmen. Der fokuseres ikke på bestemte dogmer. Men alligevel rørte denne Hollywood dåbs-scene Ivans hjerte – på en måde som søndagsskole-logikken aldrig havde. Og så snart filmen var slut, fandt han en som ville døbe ham. Det var godt nok for Ivan – i en postmoderne verden…
En varm dag, ved middagstid, sidder en ung mand ved en flod. Tredive til fyrre børn står og sidder omkring ham. De lytter. Han fortæller dem historier. Han er både sjov og spændende at høre på, og man mærker, at han elsker at fortælle og elsker børnene. De stiller spørgsmål, og han stiller dem spørgsmål. Hans navn er Jesus, og han er den store historiefortæller.
Alles øjne er klistret til skærmen, hvor man ser helten Indiana Jones forsøge at redde sin døende far. Denne mission kræver, at han på en eller anden måde må krydse en uoverstigelig kløft. Han står og balancerer på kanten at afgrunden, med udsigt over den bundløse kløft. I sine hænder holder han et stykke papir med instruktioner der fortæller ham, at han simpelthen bare må ”træde ud i tro”. Det synes ikke at give mening. I mens publikum venter i spænding, opbygges underlægningsmusikken til et crescendo, for derefter at dale langsomt. Spændingen stiger, idet Indiana Jones tager det første skridt ud i hvad der synes at være ren luft. Publikum gisper, da han lander på en hidtil usynlig bro. Alle ånder lettet op.
Efter at lyset igen er blevet tændt i salen, træder prædikanten op på midten af scenen og spørger: ”Har du nogensinde følt det sådan? At tage det første skridt kan ofte føles ligesom at træde ud i ren og skær luft. Men for alle jer har jeg en god nyhed, som jeg gerne vil dele med jer i dag. Jesus har lavet en bro for os, fra døden til livet. Den bro kan vi komme over”.
Når der tales om kontekstuel forkyndelse, dvs. forkyndelse af evangeliet ind i en bestemt kontekst, et bestemt miljø, så føler nogle at man dermed fokuserer mere på midlet end på målet. At man ønsker at give folk det, der kildrer i ørerne. Men sagen er den, at forkyndelsen altid må finde folk der hvor de ér – og at den til enhver tid kan og skal målrettes den aktuelle målgruppes primære kommunikationsform, kultur og samværsformer: ”Hvis en ny generation begynder at tale et andet sprog, kommunikere i en anden stil, møde os med anderledes spørgsmål og nye anliggender – og vi så stadig forkynder i samme stil, samme sprog, med samme prioriteringer, bruger samme eksempler, holder os til samme emner, så forandrer vi vores budskab. Vi bruger de samme ord, men den nye generation hører et andet budskab” (Leif Andersen).
Verden er i live, dvs. kulturen og dermed også måde at kommunikere på forandrer sig. Og for mange af vor tids børn og unge gælder det, at de hører med øjnene, dvs. de er vokset op i en kultur hvor det visuelle, det spektakulære, er den primære kommunikationsform. Det gælder såvel fjernsyn som biograf, reklamer og internet. Dermed har vi fat i en stor udfordring for den kirke, menighed, præst og forkynder hvis kultur og miljø i langt højere grad er baseret på skrift, skriftlighed og lineær, logisk tænkning.
At være forkynder i vores medieprægede kultur kan sammenlignes med den situation Paulus var i, da han stod på Areopagos. Da Paulus står der, er det ikke fordi han er under anklage, for scenariet minder snarere om en flok filosoffer som lytter til hans ”nye” lære. Apostlenes Gerninger præsenterer et billede af Paulus som en apostel, der var villig til at engagere Athens kultur – og på det tidspunkt var kulturen en retors kultur: Den offentlige diskurs blev udført vha. græske filosofiske tanker og fremført gennem offentlige taler som fulgte bestemte, accepterede retoriske standarder.
1: Kritisk inddragelse af kulturens indhold. Paulus engagerede sig i kulturens indhold. Paulus havde studeret græsk kultur og kendte den godt. Derfor kunne han stå fast overfor både stoiske og epikuræiske filosoffer (ApG 17:18). Derfor ”fortjente” han sig ret til at tale, og blev inviteret til at tale på Areopagos.
Også i selve talen engagerer han sig i og inddrager kulturens indhold. Han citerer ikke jødiske skrifter eller jødisk historie, men i stedet de filosoffer og digtere de selv kendte. Paulus brugte disse citater til at drage mennesker mod det budskab, han kom med – men der er intet tegn på at citaterne blot var kyniske retoriske redskaber. Nej, Paulus var virkelig engageret i kulturens tanker og brugte positive aspekter fra disse til at fremføre sit eget argument.
Kirker og forkyndere må engagere sig i den verden de er en del af. Mange af vor tids populære digtere, musikere og filminstruktører reflekterer deres kulturs åndelige søgen og længsel. Ved kritisk at se på og lytte til medierne, kan vi begynde at forstå kulturen (”media literacy”), skabe kontakt til og relevans for denne kulturs mennesker gennem kulturelle referencer. Derved vil vi, ligesom Paulus, opleve at vi ”fortjener” os ret til at tale for Areopagos.
2: Anvendelse af kulturens sprog og diskursform. Paulus inddrog ikke alene kulturens indhold, men også dens sprog. Ikke alene talte han græsk, han kendte også den retoriske diskurs, som kulturen anvendte – og Athen var på dette tidspunkt en mundtlig kultur: ”Athenerne og de fremmede tilflyttere brugte ikke deres tid til andet end at fortælle eller høre nyt” (ApG 17:21). Derfor kommunikerede Paulus budskabet ved at holde en retorisk korrekt tale, hvilket dengang (og altså ikke nødvendigvis i dag) var en meget effektiv kommunikationsform i Athens kultur.
Kristne som konfronteres af det postmoderne Areopagos bør ikke blot engagere sig i kulturens indhold; vi kan også, ligesom Paulus, lære at tale kulturens sprog. Vi kan lære at blive ”media literate”: Vi kan lære historiefortællingens sprog, kameravinklernes sprog, popmusikkens sprog.
Allerede fra ca. 1960 tales der om prædikenkrise. Denne krise skyldes dels pluralismen og marginaliseringen af kirken til det ”private rum” – men også en mæthed over den ”gamle”, tekst-fikserede trepunkts-prædikenform: Som en reaktion på over 300 år med denne type sprog, har billedkulturen valgt at forlade et teknisk, specifikt sprog, til fordel for en mere omtrentlig, mere følelsesbetonet tilgang til kommunikation.
Fra omkring 1980 dukker historiefortællingen op, som en løsning på prædikenkrisen. Hvorfor? Jeg tror forklaringen er ganske enkel: (1) Vor tids audiovisuelle mediers primære kommunikationsform ér historiefortælling, og (2) måden at forkynde på formes af hver tids kommunikationsform. Dvs. den ”oprindelige” måde mennesker samtalede på, delte erfaringer med hinanden og viderebragte slægternes historie får en renæssance i og med medierne. Og derfor er det helt naturligt, at kirken også begynder at inkorporere denne kommunikationsform, fordi kirken er en del af kulturen, og fordi det er sandt, at det er en katastrofe, når man forsøger at forkynde det uforanderlige budskab med uforanderlige udtryk, former og betoninger.
Hvad er der da galt med mange kirkers og menigheders ”traditionelle” måde at kommunikere? Eller: Hvad gør vi galt, når nu det er vores ønske at nå mennesker der hvor de er? Et af svarene lyder: De traditionelle/”klassiske” kommunikative elementer peger i dag ikke på tilstande i vores kultur, men peger tilbage på den kultur, hvori de blev skabt. De blokerer for kommunikationen, fordi de, i stedet for at pege væk fra den kultur hvori de blev skabt, blot peger på sig selv.
2: Den interaktive forkyndelse er ”flerstemmig”, dvs. ikke domineret af én persons stemme. Dens udgangspunkt er, at der er mange ressourcer i menigheden som vil muliggøre at Guds Ord bliver hørt med langt større kraft og klarhed. Den interaktive forkyndelse tror Peters udsagn på pinsedag, at Helligånden er udgydt over alle mennesker, så unge og gamle, mænd og kvinder kan profetere for Guds folk.
3: Den interaktive forkyndelse er åben, forberedt på at efterlade løse ender, forberedt på at løbe den risiko det måtte være at give mennesker rum til at tænke, til at reflektere, til at udforske, til at spørge hvordan den bibelske undervisning kan overføres på deres konkrete situation. Interaktiv forkyndelse er en fælles læreproces. Den tilbyder ressourcer snarere end regler, ser discipellivet som en rejse snarere end et fastlåst stadie, stiller spørgsmål snarere end uddeler svar.
4: Den interaktive forkyndelse er baseret på dialog, giver plads for spørgsmål, udfordringer, ideer og udforskning.
”Jesus og hans disciple talte ordet, og det blev hørt af mennesker i en mundtlig kultur. Reformatorerne skrev ordet, og det blev i de efterfølgende århundreder læst af mennesker i en skriftkultur. I dag lever vi i en multimediekultur, hvor mennesker kan se, høre og opleve ordet i handling”.
Carsten Riis Jensen.
En scene fra en film førte til, at Ivan blev døbt. For Ivan er barn af en ”postmoderne” verden. Han er en 39-årig gift mand, far til tre. Det meste af sit voksenliv levede han væk fra kirken. Men så skete det en aften, at der kom det afgørende øjeblik i George Clooneyfilmen O Brother, Where Art Thou, hvor Ivan besluttede sig for at blive døbt. På et tidspunkt i filmen er der tre fanger, på flugt, som pludselig befinder sig midt i en udendørs religiøs forsamling, hvor mennesker i hvide klæder bevæger sig igennem skoven, for at blive døbt i floden. Imens Alison Krause synger ”Down to the River to Pray”. Der citeres ingen bibelvers i filmen. Der fokuseres ikke på bestemte dogmer. Men alligevel rørte denne Hollywood dåbs-scene Ivans hjerte – på en måde som søndagsskole-logikken aldrig havde. Og så snart filmen var slut, fandt han en som ville døbe ham. Det var godt nok for Ivan – i en postmoderne verden…
En varm dag, ved middagstid, sidder en ung mand ved en flod. Tredive til fyrre børn står og sidder omkring ham. De lytter. Han fortæller dem historier. Han er både sjov og spændende at høre på, og man mærker, at han elsker at fortælle og elsker børnene. De stiller spørgsmål, og han stiller dem spørgsmål. Hans navn er Jesus, og han er den store historiefortæller.
Alles øjne er klistret til skærmen, hvor man ser helten Indiana Jones forsøge at redde sin døende far. Denne mission kræver, at han på en eller anden måde må krydse en uoverstigelig kløft. Han står og balancerer på kanten at afgrunden, med udsigt over den bundløse kløft. I sine hænder holder han et stykke papir med instruktioner der fortæller ham, at han simpelthen bare må ”træde ud i tro”. Det synes ikke at give mening. I mens publikum venter i spænding, opbygges underlægningsmusikken til et crescendo, for derefter at dale langsomt. Spændingen stiger, idet Indiana Jones tager det første skridt ud i hvad der synes at være ren luft. Publikum gisper, da han lander på en hidtil usynlig bro. Alle ånder lettet op.
Efter at lyset igen er blevet tændt i salen, træder prædikanten op på midten af scenen og spørger: ”Har du nogensinde følt det sådan? At tage det første skridt kan ofte føles ligesom at træde ud i ren og skær luft. Men for alle jer har jeg en god nyhed, som jeg gerne vil dele med jer i dag. Jesus har lavet en bro for os, fra døden til livet. Den bro kan vi komme over”.
Kultur og kontekst
Føler du en vis skepsis overfor ”nye” eller anderledes måder at kommunikere på? I hvert fald er der mange, der stiller spørgsmålet: Er forkyndelse – og her mener man: forkyndelse fra en prædikestol – ikke den eneste rigtige måde, ifølge Bibelen?Når der tales om kontekstuel forkyndelse, dvs. forkyndelse af evangeliet ind i en bestemt kontekst, et bestemt miljø, så føler nogle at man dermed fokuserer mere på midlet end på målet. At man ønsker at give folk det, der kildrer i ørerne. Men sagen er den, at forkyndelsen altid må finde folk der hvor de ér – og at den til enhver tid kan og skal målrettes den aktuelle målgruppes primære kommunikationsform, kultur og samværsformer: ”Hvis en ny generation begynder at tale et andet sprog, kommunikere i en anden stil, møde os med anderledes spørgsmål og nye anliggender – og vi så stadig forkynder i samme stil, samme sprog, med samme prioriteringer, bruger samme eksempler, holder os til samme emner, så forandrer vi vores budskab. Vi bruger de samme ord, men den nye generation hører et andet budskab” (Leif Andersen).
Postmoderne Areopagos
”Tingene er ikke, som de har været. For verden er i live. Om den er rent af lave, er en smagssag. Men uanset om man kan lide det eller ej, så står vi midt i en kultur, som stadig har brug for at høre evangeliet. For troen kommer af det, som høres, og min generation hører med øjnene. Hvem vil prædike for os?” (Oline Kobbersmed).Verden er i live, dvs. kulturen og dermed også måde at kommunikere på forandrer sig. Og for mange af vor tids børn og unge gælder det, at de hører med øjnene, dvs. de er vokset op i en kultur hvor det visuelle, det spektakulære, er den primære kommunikationsform. Det gælder såvel fjernsyn som biograf, reklamer og internet. Dermed har vi fat i en stor udfordring for den kirke, menighed, præst og forkynder hvis kultur og miljø i langt højere grad er baseret på skrift, skriftlighed og lineær, logisk tænkning.
At være forkynder i vores medieprægede kultur kan sammenlignes med den situation Paulus var i, da han stod på Areopagos. Da Paulus står der, er det ikke fordi han er under anklage, for scenariet minder snarere om en flok filosoffer som lytter til hans ”nye” lære. Apostlenes Gerninger præsenterer et billede af Paulus som en apostel, der var villig til at engagere Athens kultur – og på det tidspunkt var kulturen en retors kultur: Den offentlige diskurs blev udført vha. græske filosofiske tanker og fremført gennem offentlige taler som fulgte bestemte, accepterede retoriske standarder.
1: Kritisk inddragelse af kulturens indhold. Paulus engagerede sig i kulturens indhold. Paulus havde studeret græsk kultur og kendte den godt. Derfor kunne han stå fast overfor både stoiske og epikuræiske filosoffer (ApG 17:18). Derfor ”fortjente” han sig ret til at tale, og blev inviteret til at tale på Areopagos.
Også i selve talen engagerer han sig i og inddrager kulturens indhold. Han citerer ikke jødiske skrifter eller jødisk historie, men i stedet de filosoffer og digtere de selv kendte. Paulus brugte disse citater til at drage mennesker mod det budskab, han kom med – men der er intet tegn på at citaterne blot var kyniske retoriske redskaber. Nej, Paulus var virkelig engageret i kulturens tanker og brugte positive aspekter fra disse til at fremføre sit eget argument.
Kirker og forkyndere må engagere sig i den verden de er en del af. Mange af vor tids populære digtere, musikere og filminstruktører reflekterer deres kulturs åndelige søgen og længsel. Ved kritisk at se på og lytte til medierne, kan vi begynde at forstå kulturen (”media literacy”), skabe kontakt til og relevans for denne kulturs mennesker gennem kulturelle referencer. Derved vil vi, ligesom Paulus, opleve at vi ”fortjener” os ret til at tale for Areopagos.
2: Anvendelse af kulturens sprog og diskursform. Paulus inddrog ikke alene kulturens indhold, men også dens sprog. Ikke alene talte han græsk, han kendte også den retoriske diskurs, som kulturen anvendte – og Athen var på dette tidspunkt en mundtlig kultur: ”Athenerne og de fremmede tilflyttere brugte ikke deres tid til andet end at fortælle eller høre nyt” (ApG 17:21). Derfor kommunikerede Paulus budskabet ved at holde en retorisk korrekt tale, hvilket dengang (og altså ikke nødvendigvis i dag) var en meget effektiv kommunikationsform i Athens kultur.
Kristne som konfronteres af det postmoderne Areopagos bør ikke blot engagere sig i kulturens indhold; vi kan også, ligesom Paulus, lære at tale kulturens sprog. Vi kan lære at blive ”media literate”: Vi kan lære historiefortællingens sprog, kameravinklernes sprog, popmusikkens sprog.
Prædikenkrise
”Prædiken, jeg vil tale med dig! Nutidens mennesker er helt afhængige af samtalen. Her møder de op med deres liv. Her kan de meddele deres uro og usikkerhed. Men kan det lade sig gøre i den kristne prædiken? Kan prædikenen være ægte samtale? Selvfølgelig kan den det. Vi har masser af eksempler på det i NT. Spørgsmålet er snarere: Er vi villige til at løbe en risiko i samtalen for evangeliets skyld?” (Jørn Henrik Olsen).Allerede fra ca. 1960 tales der om prædikenkrise. Denne krise skyldes dels pluralismen og marginaliseringen af kirken til det ”private rum” – men også en mæthed over den ”gamle”, tekst-fikserede trepunkts-prædikenform: Som en reaktion på over 300 år med denne type sprog, har billedkulturen valgt at forlade et teknisk, specifikt sprog, til fordel for en mere omtrentlig, mere følelsesbetonet tilgang til kommunikation.
Fra omkring 1980 dukker historiefortællingen op, som en løsning på prædikenkrisen. Hvorfor? Jeg tror forklaringen er ganske enkel: (1) Vor tids audiovisuelle mediers primære kommunikationsform ér historiefortælling, og (2) måden at forkynde på formes af hver tids kommunikationsform. Dvs. den ”oprindelige” måde mennesker samtalede på, delte erfaringer med hinanden og viderebragte slægternes historie får en renæssance i og med medierne. Og derfor er det helt naturligt, at kirken også begynder at inkorporere denne kommunikationsform, fordi kirken er en del af kulturen, og fordi det er sandt, at det er en katastrofe, når man forsøger at forkynde det uforanderlige budskab med uforanderlige udtryk, former og betoninger.
Hvad er der da galt med mange kirkers og menigheders ”traditionelle” måde at kommunikere? Eller: Hvad gør vi galt, når nu det er vores ønske at nå mennesker der hvor de er? Et af svarene lyder: De traditionelle/”klassiske” kommunikative elementer peger i dag ikke på tilstande i vores kultur, men peger tilbage på den kultur, hvori de blev skabt. De blokerer for kommunikationen, fordi de, i stedet for at pege væk fra den kultur hvori de blev skabt, blot peger på sig selv.
| Forkyndelse i en postmoderne multimediekultur |
|
Multisanselig: Postmoderne mennesker kommunikerer via flere kanaler – audiovisuelt (hvad du hører og ser) og kinæstetisk (hvad du føler og rører). Deltagende: Aktivt involvere folk. Se efter, spørg efter og forvent deltagelse. Interaktiv: Lad folkene interagere med dig og/eller med hinanden. Relationel: Relateret til mennesker, deres familier, deres venner og deres fællesskaber. Vis en del af dig selv. Relevant: Relateret til menneskers overbevisninger og erfaringer. Opvækkende: Må vække folks interesse. Åndelig rejse: Hjælpe mennesker i deres åndelige rejse. Gør det let at forstå og relatere til, men ikke så let at det synes for elementært eller tiltænkt umodne mennesker. Forkyndelsen skal være udfordrende både intellektuelt, åndeligt, følelsesmæssigt, socialt, osv. Billeder: Mennesker tænker i billeder. Brug verbale og visuelle billeder. Dynamisk og lidenskabelig: Jo større tilhørergruppen, jo mere dynamisk må du udtrykke dit budskab. Metaforer: Brug verbale symboler. Ikoner: Brug visuelle symboler. |
Interaktiv forkyndelse
1: Den interaktive forkyndelse er lære- og erfaringsfokuseret, dvs. koncentrerer sig om hvad den enkelte lærer og erfarer, mere om udfaldet end om metoden. Den interaktive forkyndelse fokuserer på resultater, på vækst i forståelse og modenhed, på at skabe forbindelse til menighedsmedlemmernes livssituationer og dagligliv (applikation).2: Den interaktive forkyndelse er ”flerstemmig”, dvs. ikke domineret af én persons stemme. Dens udgangspunkt er, at der er mange ressourcer i menigheden som vil muliggøre at Guds Ord bliver hørt med langt større kraft og klarhed. Den interaktive forkyndelse tror Peters udsagn på pinsedag, at Helligånden er udgydt over alle mennesker, så unge og gamle, mænd og kvinder kan profetere for Guds folk.
3: Den interaktive forkyndelse er åben, forberedt på at efterlade løse ender, forberedt på at løbe den risiko det måtte være at give mennesker rum til at tænke, til at reflektere, til at udforske, til at spørge hvordan den bibelske undervisning kan overføres på deres konkrete situation. Interaktiv forkyndelse er en fælles læreproces. Den tilbyder ressourcer snarere end regler, ser discipellivet som en rejse snarere end et fastlåst stadie, stiller spørgsmål snarere end uddeler svar.
4: Den interaktive forkyndelse er baseret på dialog, giver plads for spørgsmål, udfordringer, ideer og udforskning.
”Jesus og hans disciple talte ordet, og det blev hørt af mennesker i en mundtlig kultur. Reformatorerne skrev ordet, og det blev i de efterfølgende århundreder læst af mennesker i en skriftkultur. I dag lever vi i en multimediekultur, hvor mennesker kan se, høre og opleve ordet i handling”.